Et nyt år, et nyt politisk landskab. Copenhagen Capacity er klar til 2026
Kommunal- og regionalvalget er nu vel overstået, og overalt i landet – ikke mindst i København – er der kommet nye politiske samarbejder. De sætter rammerne for den lokale og regionale udvikling i de kommende år og Copenhagen Capacity står klar til at omsætte de politiske ambitioner til konkrete resultater for vækst, investeringer og jobskabelse.
I Copenhagen Capacity har vi haft travlt den seneste tid. Både i forhold til at tiltrække de internationale virksomheder, som i øjeblikket er mere tilbageholdende ift. at foretage grænseoverskridende investeringer i Europa. Og i forhold til at afslutte vores store talenttiltrækningsprojekt Kompetencer til et grønt Danmark og udvikling og gennemførelse af flere store internationale markedsføringskampagner.
Nu ser vi ind i 2026. Et 2026, hvor verden er mere usikker og mindre forudsigelig end for bare få år siden. Behovet for at fastholde Danmark som et åbent, konkurrencedygtigt og demokratisk samfund er kun blevet mere vigtigt. Copenhagen Capacity vil bidrage til dette ved at arbejde for, at internationale virksomheder og talenter fortsat ser København og resten af Danmark som et attraktivt sted at investere, arbejde og leve. 2026 kan kun blive endnu et spændende år.
Her i nyhedsbrevet kan du også læse mere om nogle af de andre begivenheder i vores organisation.
Rigtig godt nytår!
Med venlig hilsen
Adm. direktør, Asbjørn Overgaard